Vi ror alle ugens dage i ro-sæsonen alt efter vind & vejr, og det altid muligt at hægte sig på én af vores faste fælles roture.
I hverdagene går vi typisk på vandet 17:30 og ror et par timer – enten op langs kysten mod Charlottenlund fort eller Skovshoved, eller f.eks. mod Nordhavnstippen. Flere af os er glade for at stå tidligt op, og nyde det smukke syn af solopgangen i kajak på et stille hav, inden vi tager på arbejde. Roerne, der vil have lidt sved på panden, deltager også i det ugentlige motionsløb i Hellerup tirsdag aften.
I weekenderne tager vi ofte lidt længere ture (tit med kaffe- og is-pauser), eller ror ind i Københavns kanaler.