Ungdom kajakroning

Kajak introforløb

Kviks Ungdomsafdeling er for børn og unge mellem 10 og 18 år.

I vores ungdomsafdeling er der fokus på leg og fællesskab. Du lærer roteknik, sikkerhed og holde balancen i selv meget smalle kajakker.

Der er indendørsfaciliteter med mulighed for at klæde om/gå i bad og skifte tøj. Det er altid vigtigt med varmt skiftetøj i tilfælde af, at man falder i vandet.

Sådan bliver dit barn/unge medlem

For at blive medlem skal du kunne svømme 600 meter og være moden nok til at passe din træning, modtage kollektive beskeder samt tage ansvar for dig selv og klubbens udstyr. Svømmeprøven kan tages i en svømmehal, hvor du får livredderens underskrift på en blanket (link til blanket).

Skriv til uro@Roforeningen.dk, hvis du har spørgsmål i forbindelse med at starte til kajak. 

Det årlige kontingent er for ungdom under 18 år 315 kr. pr. kvartal (2022). Tilmelding og betaling sker via hjemmesiden Link

Har du lyst til at prøve kajak inden tilmelding

Send en mail til uro@roforeningen.dk med besked om, at du kommer og hvornår, så er vi klar til at tage imod dig. Alle børn og unge er også velkomne til at komme og prøve kræfter, og man kan bare dukke op en onsdag kl. 17.00 (i sommersæsonen) i klubben og prøve at være med.

Sæsonstart og træningstider

Vi vil løbende tage imod nye roere og give dem den nødvendige introduktion. Første træning er den 7. maj 2025 og vi træner hver onsdag fra kl. 17.00 til 19. 00

Træningens tilrettelæggelse

Begyndere og let øvede træner samtidigt på det nye ungdomshold. Vi har fokus på at lære dig at ro kajak og være med i en ungdomsafdeling, der har fokus på talentudvikling og fællesskab. Du skal være klar på hårde, men sjove træningsdage. Forhåbentlig bliver det snart så normalt at vi kan bruge klubstuen til fælles hygge og samvær.

I begyndelsen har vi fokus på, at du lærer at holde balancen i en kajak. Efterhånden som gruppen bliver mere sikker i kajakken (og vandet bliver varmere), vil I lære at lave makkerredninger, og I kommer til at ro nogle lidt længere ture – fx rundt i havneområdet. Trænerne vil have fokus på sikkerhed og lege, der træner balancen og andre færdigheder, som kræves af kajakroere. Hvis vejret er særligt hårdt, vil træningen normalt foregå i kajakergometre, men du lærer bedst i vandet og de kajakker, som du lærer at ro i, er brede og stabile. Hvis det er kraftig vind fra øst, kan vi finde på at erstatte træningen med en løbetur.

Har du roet med to gange, og vil du gerne fortsætte, så skal du melde dig ind i Roforeningen Kvik, for at være sikker på en plads. Roere, der herefter ikke er tilmeldt, kan ikke fortsætte træningen.