Som led i instruktionsforløbene i Turkajak og Surfski, opnår du IPP2-certificering. Certificeringen bekræfter, at du har gode basale tekniske færdigheder til at ro på åbent ubeskyttet vand, og er det første trin i IPP-uddannelsen via Dansk Kano og Kajakforbund.
Udover IPP-certificering har vi i KVIK nogle ekstra sikkerhedsmæssige krav, som gør at vi kan føles os trygge i vores lokale ro farvand. Vi ror på havet, hvor vi er underlagt skiftende vind, vejr og bølger, samt trafik fra andre fartøjer.
Halvvejs igennem instruktionsforløbet, når du har fået tilstrækkeligt styr på sikkerhedsøvelser, balance og roteknik, bliver du ”frigivet”. Herefter kan du tage med på de almindelige roture sammen med erfarne roere.
Ved slutningen af instruktionsforløbet, kan du opnå ”kajakret”. Med kajakret har du mulighed for at organisere dine egne ture eller ro alene. Kajakret opnås efter at have roet 150 km samt udvise færdigheder inden for diverse sikkerhedsøvelser på vand, f.eks. evnen til at kunne redde dig selv op af vandet, svømme med din kajak, og bugsere andre.
I KVIK kan du fortsætte din uddannelse i IPP-regi efter din første sæson. Vi organiserer blandt andet instruktørkurser og hjælper med at forberede dig til at gennemføre prøverne på de næste trin i IPP-uddannelsesniveauerne.